Verdens længste springbane (måske!)

Foto fra SPULT-festival 2018
2. april 2019 - Eva Kristina Mi...

Verdens længste springbane (måske!)

Møllergade og Havnegade bliver lørdag d. 25. maj forvandlet til en 165 meter lang springbane. Det sker i forbindelse med Svendborg Kommunes Sports- og Kulturfestival, SPULT.

Det storstilede bevægelsesevent hedder TumbleRun, og de sydfynske gymnastikforeninger inviteres til at tage del i aktiviteterne:

-Vi aktiverer byrummet sammen med gymnastikforeningerne på Sydfyn. Vi holder et event, der viser, at en gågade og en trappe kan bruges til andet end at gå op ad, forklarer Jens Thomsen, breddeidrætskonsulent, Svendborg Kommune.

I Møllergade og på Havnetrappen bliver der placeret små springopstillinger som små oaser, der udfordrer deltagernes kreativitet og gymnastikkens vante rammer.

Det bliver muligt for byens idrætsforeninger at tilmelde sig, og senere på dagen vil en del af den 165 meter lange springbane også blive afprøvet af professionelle idrætsudøvere, som med sikkerhed kommer til at give et imponerende show:

-Dagen bliver en blanding af gymnastik, parkour, redskaber og show. Vi giver publikum og deltagere en ekstraordinær oplevelse af, at bevægelse i Svendborg er meget mere end gåture, løbeture og traditionel gymnastik, uddyber Jens Thomsen.

TumbleRun er støttet af Liv i min By, som har til formål at skabe bevægelse i byen.

 

Du kan læse mere om og tilmelde din gymnastikforening til TumbleRun via dette link. 

 

Hvorfor hedder det TumbleRun?

Tumble: engelsk ord for spring i forbindelse med gymnastik.

Run: forkortelse af det engelske begreb freerun, der er et anerkendt begreb inden for parkour.