Teater-tosser og scenekunstnere indtager Svendborg

Foto fra Mini-a-tours, 2018
5. juli 2019 - Eva Kristina Mi...

Teater-tosser og scenekunstnere indtager Svendborg

Luna Park Scenekunst og Svendborg Forsamlingshus står bag Performer’s Paradise - fem alternative teater-workshops, som hele juli måned kommer til at sætter sit præg på bybilledet.

Mandag d. 8. juli begynder den første af i alt fem workshops, hvor professionelle undervisere i løbet af fire dage sammen med teater-interesserede deltagere sammensætter et event, der kommer til at udfolde sig i det offentlige rum. 

En af initiativtagerne til Performer’s Paradise er Betina Birkjær, der selv har lavet forskellige former for teater i mere end 25 år. Sidste år afviklede hun eventet byVANDring i Svendborg med stor succes: 

-Nogle af de mennesker, der var med i byVANDdring fik øjnene op for, at der er andre måder at lave teater på, end på en scene med publikum foran sig. De erfaringer og oplevelser vil vi gerne bygge videre på med Performer’s Paradise, forklarer Betina Birkjær. 

Alle med en teatertosse eller scenekunstner i maven kan tilmelde sig, og det koster 250 kroner at være med på en fire-dages-workshop, der ledes af professionelle scenekunstnere. 

-Min fornemmelse er, at unge mennesker ikke er vant til at se alternative former for teater.  Det bliver vi nødt til at gøre noget ved, fastslår Betina Birkjær. 

Hver workshop afsluttes med en optræden i centrum af Svendborg: 

-Det er med til at skabe liv i byen. Svendborg har i forvejen et godt ry og en god ånd i forhold til kultur, kunst og teater. Vi glæder os til at give svendborgenserne nogle både sjove og udfordrende oplevelser den næste måneds tid, siger Betina Birkjær.

Der er stadig ledige pladser til de fem workshops. Læs mere her: Luna Park Scenekunst

Performer's Paradise har fået økonomisk hjælp fra bylivspuljen. Har du også en idé til en aktivitet, der skaber liv i byen? Så tjek linket her for nærmere info om, hvordan du søger midler.