Svendborg kommer i Bevægelse i 2020!

Yoga på SPULT festival 2019
5. marts 2020 - Dicte Frost

Svendborg kommer i Bevægelse i 2020!

Liv i Min Bys Bevægelsesgruppe har udformet et spændende og udfordrende projektkatalog for det næste år. Projektkataloget blev vedtaget på OmrådeForums møde den 19. februar 2020, og du kan derfor glæde dig til en række bevægelsesaktiviteter i løbet af foråret og sommeren.

Bevægelses-projektkataloget er udarbejdet af Bevægelsesgruppen, som inkluderer både Svendborg Kommunes Kultur og Fritid og SPULT*. Derudover vil alle aktiviteterne blive udviklet og afholdt i samarbejde med lokale sports- og kulturforeninger og lokale uddannelsesinstitutioner. Samtlige aktiviteter vil foregå i Svendborg midtby og er åbne for alle.

Du vil bl.a. kunne opleve:

’Svendborg Danser’ er en event hvor lokale danseforeninger, af alle slags, vil byde op til dans. Lille Torv vil blive udrustet med et dansegulv, hvor danseforeningerne vil lave opvisninger og workshops i løbet af SPULT Festival, som afholdes den 15. – 16. maj 2020.

Projektet Tumble Run flytter gymnastik og parkour ud i gadebilledet. Der vil blive opsat en spring/motorikbane igennem Svendborg by med udfordringer for alle aldre. Samtidig vil garvede gymnaster vise deres tricks og kunnen frem. Tumble Run vil blive afholdt til SPULT Festivalen.

I løbet af foråret og sommeren vil der løbende blive afholdt forskellige workshops i byen. Du vil bl.a. kunne opleve Qi Gong (en slags kinesisk yoga) i Linjeparken, Urban Dance på Lille Torv eller i Rundbuehallerne, Cross-fit i Krøyers Stræde eller på Havnetrappen og Yoga i Prøveparken.

Der vil blive løb og fest i gaden en nat i sensommeren! Et motionsløb ved navn ’Svendborg By Night-run’ vil blive skudt i gang kl. 23.55, hvorefter deltagere vil løbe igennem natten med diverse kultur-, musik-, og smagsoplevelser undervejs.

Med inspiration fra bl.a. San Francisco, vil der under navnet ’Urban Surfing Svendborg’ blive etableret en glidebane ned af en gade i Svendborg bymidte. Glidebanen vil være en sommeraktivitet, hvor der f.eks. vil afholdes konkurrencer i hurtigste tid, vildeste ride og bedste udklædning.

Du kan følge med i projekterne her på Liv i Min By Hjemmesiden. Facebook og Instagram vil også byde på løbende opdateringer.

 

*SPULT er Svendborgs Sports- og Kulturfestival, som har til formål at synliggøre og fremme idræts- og kulturlivet på Sydfyn. Du kan læse mere om SPULT her