Nye grønne aktiviteter i 2020

Grønt siddemøbel i Hulgade
19. marts 2020 - Dicte Frost

Nye grønne aktiviteter i 2020

Grønt og Blåt-arbejdsgruppen under Liv i Min By, har udviklet en handleplan for 2020 spækket med nye grønne aktiviteter og installationer. I februar 2020 blev handleplanen godkendt af OmrådeForum, så projekterne kan sættes i gang.

2020 er sidste og afsluttende år for områdefornyelsesprojektet Liv i Min By. Derfor har Grønt og Blåt-gruppen lagt de sidste, ekstra kræfter i at udforme spændende projekter. Aktiviteternes overordnede formål er at forskønne Svendborg midtby til glæde og gavn for beboere, erhvervsdrivende og besøgende.

Nogle af det, borgerne kan glæde sig til i 2020, er:

Møllergade (fra Lille Torv til Danske Bank) vil blive udsmykket med blomster. 

Gågaden vil få et 'grønt velkomstknus'. Mod nord vil gågaden i Møllergade nemlig blive forskønnet med grønne planter langs væggene som en grøn port, der vil  fylde i højden og der vil blive eksperimenteret med klatreplanter, som f.eks. humle, vin eller kiwi.

I juni vil Luna Park Scenekunst invitere til en performance gåtur . En oplevelse, der iscenesætter Linjeparken, plantevæggen ved stationenog Mølledammen samt udvalgte stop derimellem. Performanceturen vil vise Grønt og Blåts projekter frem gennem en eventyrlig og spændende fortælling for alle aldre.

I august vil Grønt og Blåt-gruppen i samarbejde med Kulinarisk Sydfyn dække op til en langbords-fællesspisning i Møllergade. Fællesspisningen skal fejre færdiggørelsen af ’Den Grønne Gade’ i Møllergade. Menuen vil inkludere råvarer og krydderurter, som vokser i Møllergades plantekasser.

Du kan følge med i projekternes udfoldelse her på Liv i Min By-hjemmesiden. Facebook og Instagram vil også løbende blive opdateret.