Ny mikro-park på havnen

mikropark
21. juni 2016 - Anna Pia Holmgaard

Ny mikro-park på havnen

Lige op til sommerferien har Svendborg fået et nyt Grønt&Blåt åndehul på striben mellem trappe og havn. Arbejdsgruppen etablerede den med hjælp fra Bureau Detours.

- Nej, hvor fint.

- Sødt, sjovt - hvad skal det bruges til?

- Dejligt med alt det grønne.

- Skønt, her er hyggeligt.

Reaktionerne var positive, da Bureau Detours satte elementerne af til Svendborgs nye mobile, grønne mikro-park, der blev etableret om eftermiddagen 21. juni i solen på striben mellem havn og kommende trappe.  De lavede den nu slet ikke selv - formand for arbejdsgruppen Charlotte Franke styrede slagets gang og planternes placering med de mange, mange stauder, der skulle i kasserne for at skabe et grønt byrum midt på granitfliserne.

Idéen er at prøve af, hvor byens borgere holder af at opholde sig. Tanken er på sigt, at parken skal videre til andre steder i byen, så man får placeret den præcis dér, hvor det giver mest mening. Afprøve, om man ved at sætte grønne elementer ind, som man også kan opholde sig i kan trække liv og energi ind på forholdsvis kolde passager - hvor folk ofte blot skynder sig igennem fra A til B.

Det virkede umiddelbart til, at missionen lykkedes. I takt med at de grønne planter fik jord om fødderne  og kasserne fandt deres rette placering, stoppede folk op, spurgte, kiggede og var nysgerrige på projektet.

Håbet er naturligvis, at mange har lyst til at bruge parken, vil passe på den og nyde den, efterhånden som den vokser til og får blomster. I de kommende uger sker der endnu mere på havnen med trappens indvielse 1. juli - og der er også mere grønt og blåt i posen fra arbejdsgruppen, der kan forskønne, renovere og skabe nye blikke på bymidtens kvaliteter og muligheder.