Grønnere vægge, skønnere udsigt

Helle Nielsen, Haverummet og Charlotte Franke i fuld gang med den grønne væg ved cykelparkeringen.
17. marts 2017 - Anna Pia Holmgaard

Grønnere vægge, skønnere udsigt

En stor indsats fra en flok borgere i arbejdsgruppen grønt og Blåt er blevet til grønne vægge ved stationen.

Cykelparkeringen ved stationen i Svendborg har siden den blev etableret været en lidt rå oplevelse – med cykler bag tremmer. Men onsdag og torsdag i uge 13 blev området ved stationen i Svendborg lidt grønnere, da arbejdsgruppen Grønt og Blåt tog fat. Gruppen er en del af Områdefornyelsen Liv i min By under Svendborg Kommune, der arbejder med at forskønne, renovere og skabe liv i området mellem midtby og havn.

Gruppen fik med hjælp fra en håndfuld borgere hængt 330 kasser op, fyldt dem med hundredevis af kilo jord og endelig plantet omkring 2000 planter ud. En kæmpe indsats, som Liv i min By selvfølgelig takker rigtig meget for - det beviser, at der er masse af engagement i Svendborg, endnu en gang - og måske i særdeleshed, når det handler om at forgrønne og forskønne byen...

Projektet, der stod færdigt sent torsdag affødte mange positive bemærkninger fra forbipasserende: ”Dejligt med noget nyt og grønt at kigge på her i området” og ”Sikke et spændende projekt”, var blot nogle af reaktionerne. Projekt ’Grønne vægge’ er udviklet i samarbejde med borgere i byen og vil efterhånden som planterne vokser til blive tættere og mere grønt at kigge på. Væggenes beplantning er designet, så der også vil opstå mønstre på væggene. I løbet af sommeren vil endnu flere grønne projekter dukke op, lover Charlotte Franke, der er formand for gruppen.

Fotos: Liv Blazejewicz.